H for Happy er en hjertevarm og klassisk feel-good film for hele familien. Filmens hovedperson, Candice, er en 12-årig pige, som bekymrer sig om sine forældre. Hendes mor er deprimeret og faren har også sit at slås med. I midten af det hele står Candice, og hun vil gerne samle sin familie og gøre alle glade igen.
En dag starter der en ny dreng i Candices klasse, Douglas. Han har sine egne problemer, for han tror, han er på besøg fra en anden dimension og han er i gang med at finde ud af, hvordan han kan komme tilbage. De to bliver hurtigt gode venner, og sammen hjælper de hinanden med hver deres problemer.
H for Happy rummer næsten alle de temaer en film for ”pre-teens” kan indeholde. Candice oplever mobning og udfordringer med venner i skolen, hun står midt i sin families indbyrdes konflikter og oplever samtidig kærligheden for første gang. Alligevel bevarer hun optimismen og på trods af de lidt triste temaer er der gode grin at hente undervejs.
H for Happy lægger op til samtaler om både mobning og kærlighed, men også glæden ved de små ting i livet.