Tidligere formand, Helle Bundgaard Poulsen, holdt tale.

Med min tale i dag vil jeg gerne ære to kvinder. Asta og Annelise. Uden dem ville I og jeg ikke være her i dag. Begge slog dørene op til verden og åbnede verdener for os.

Vores elskede filmklub skulle have et navn. Vi opkaldte den efter stumfilmsstjernen Asta Nielsen. Hun var født i 1881 og uddannet på Det kongelige Teaters elevskole. Men hendes stemme stod i vejen. Som en af de allerførste kvinder satsede hun på en karriere som filmskuespiller. Hendes første mand, Urban Gad (der var søn af Emma Gad, hende med Takt og Tone – tænk, at Asta Nielsen blev hendes svigerdatter) instruerede hende i 1910 i filmen Afgrunden. Her spiller hun en ung kvinde, der er splittet mellem kærligheden til en præstesøn (sådan to har jeg selv) og en forførende cirkusartist. Gauchodansen, hvor en ung Poul Reumert er bundet med reb, og hun danser omkring ham og gnider sin krop ind til hans, er ikonisk. Hendes erotiske udstråling slog benene væk under publikum. Hun blev med ét slag en international stjerne, flyttede til Berlin og indspillede mere end 70 film. Når Asta løfter blikket, må censuren gribe ind, skrev en kendt tysk forfatter. I 1930’ernes Tyskland oplevede hun nationalsocialismens fremgang. Hun blev inviteret til te hos Goebbels, havde Hitler til bords og blev tilbudt at få sit eget filmselskab. Hun flygtede til Danmark og blev indhentet af tonefilmen, der afsluttede hendes karriere. Men hun er stadig et kendt navn ude i verden sammen med filminstruktøren Carl Th. Dreyer. I 1913 som ung mand gav han hende en tarvelig anmeldelse i Ekstrabladet, som hun aldrig tilgav ham: Asta Nielsen Gad har virkelig nogle højst uheldige Former. Lang og opløben er hun, bagtil flad som et Strygebræt. Hun er fladbrystet og blottet for lægge. De boede begge på Frederiksberg som gamle. Når de mødtes hos bageren, hilste hun ikke på ham. Men i Cinemateket i Gothersgade i København er to biografsale opkaldt efter dem. Bio Carl har 182 pladser, Bio Asta 140.

Her i Næstved Bio blev den store sal 1 for år tilbage opkaldt efter Annelise Hovmand. Hun var 43 år, da hun i 1967 blev direktør for biografen, som hun ombyggede til en moderne biograf med fem sale, topmoderne lyd, teatersal, bagscene og sminkerum.  Hun var en klog, skarp, smuk, sødmefuld kvinde – og forfængelig kvinde. Som yngre løj hun sig yngre, der gik altid kuk i den ved hendes runde fødselsdage. Hun lignede skuespilleren Vanessa Redgrave til forveksling. Hendes elskede Carl Johan har fortalt, at en fotograf i London spurgte, om han måtte tage et billede af de to: Vanessa og Carl Johan. Helst ikke, svarede han, vi er her inkognito. Pastor Munck, der var præst ved Sankt Mortens kirke, modtog Annelise med en stor buket og præsenterede sig som ham fra det andet forlystelsesetablissement. Da Annelise overtog Næstved BIO, havde filmen været hendes liv i mange år. I 1951 modtog hun en Bodil for Ingen tid til kærtegn. I begyndelsen af 1960’erne var hun formand for Sammenslutningen af danske filminstruktører og med til at udforme Filmloven af 1964, der øgede støtten til filmproduktion. Annelise lukkede sine øjne 4. juledag 2016 og blev bisat fra Sankt Mortens kirke. Drejebogen for bisættelsen stod hun selv for. Det her er ikke som en film, sagde hun til mig, der var præst. Her skabes alt ud af intet. Det her er anderledes. Hun havde selv mistet sin far, da hun var to år gammel. Hos Thomas Dinesen, Karen Blixens bror, der langt ude var familie på faderens side, fik hun et andet hjem. Da hun som voksen drømte om at filmatisere Karen Blixens Den afrikanske farm, skrev hun og onkel Thomas manuskriptet sammen. Vanessa Redgrave skulle spille Karen. I 1964 tog hun, Thomas og Jonna på researchtur til Kenya. Men filmen faldt på finansieringen. Det var hårdt, sagde Annelise, da hun i 1985 tjente masser af penge på at sælge billetter til Sydney Pollacks Out of Africa med Meryl Streep og Robert Redford.  

I maj 2001 optrådte Annelise Hovmand i Kirke & Kro på Appenæs kro i Vejlø sogn, hvor jeg var præst. Den dag blev tanken om en filmklub født. Vi dannede en bestyrelse på fem medlemmer med Annelise som formand. Min elskede bror Steen, der er reklamemand, som har lavet reklamer for både DSB, Heineken og Zoologisk Have, lavede vores logo kvit og frit. Vi var jo en græsrodsbevægelse uden kapital. Her 25 år efter kigger Asta Nielsen stadig ud på os med sine malede øjne og sin skarpe page. I august 2001 sendte vi pressemeddelelser ud, plakater blev hængt op, filmklubbens første folder blev lagt ud på biblioteker, skoler, i lægekonsultationer og hvor vi ellers færdes. Vi håbede på 50 medlemmer i første sæson. Der kom 90! Siden er klubben vokset og vokset. I dag tæller den 400, i dag tæller den alle jer. Vi skrev det første program i lyset af murens fald i 1989 og den kolde krigs afslutning. Men da vi mødtes i ASTA for allerførste gang mandag 24. september 2001, var det bare 13 dage efter 9/11. Det var en ny tid. Et nyt århundrede.

Film skal ses i biografen. Vi har brug for at mødes i mørket og blive lyst på fra lærredet. Vi har brug for, at dørene bliver slået op til verden, så nye verdener åbner sig for os. Så vi bliver klogere på os selv og hinanden og klogere på vores længsel efter mening, håb og nærvær. Så stort TILLYKKE til ASTA og tillykke og tak til jer. Uden denne forunderlige treenighed af Asta og Annelise og alle jer var der slet ikke nogen filmklub.