Den blå Kaftan

Det arabiske forår i 2011 gav plads til flere kvinder i film. Marokkanske Maryam Touzani er én af de mest spændende i denne kreds af instruktører, skuespillere, manuskriptforfattere. ”Den blå Kaftan” er blot hendes anden spillefilm, men roses internationalt for et sanseligt filmsprog, et etisk engagement, der bryder med mainstream. Historien er en hyldest til håndværket i skrædderens ældgamle fremstilling af kaftaner, der kan gå i arv i generationer. Men den indeholder også en åbenhjertig beretning om kærlighed og lyst – træk i tilværelsen, som det også tager tid at lære og mestre.