Daværende formand, Helle Bundgaard Poulsen, holdt tale (uddrag).

Asta Filmklub fylder 20 år i 2021. Men corona-situationen spreder fortsat usikkerhed om festlige sammenkomster, så festlighederne må vente. Bestyrelsen satser på at gøre 25 års-jubilæet til en filmkulturel festdag – à la jubilæet i 2011, hvor Asta Filmklub fejrede 10 år, 20 sæsoner og 60 viste film. Og gjorde det med ”glas og tapas, filmmusik på klaver, filmquiz med præmier, et indslag om Asta Nielsen v/forfatter og filmhistoriker Poul Malmkjær, Asta Nielsen-filmen (1922) ”Afrunden”.

Og en tale af daværende formand Helle Bundgaard Poulsen – her i et fyldigt sammendrag:

”I 1962, da jeg var seks år gammel, var jeg i biografen for første gang. Det var i Metropol i København. Vi så Walt Disneys tegnefilm Snehvide fra 1937, den første tegnefilm i verden. For mig var det magisk: Mar-mortrappen i Metropol, de røde løbere, kontrollørerne i liberi, stolene på alenlange rækker, lyset, der blev dæmpet i den gigantiske biografsal, mørket, og lærredet, der begyndte at lyse og bevæge sig.

Samme år var jeg til min oldefars begravelse i Sønderho Kirke på Fanø. Et forunderligt kirkerum, malet i ansigts rødt og himmelblåt. Dér oplevede jeg den samme magi. Det lyste fra altret. For mig er der tynde vægge mellem biografen og kirken. Derfor taler jeg somme tider om film i Vejlø kirke og om tro i filmklub ASTA. I både biografsalen og kirkerummet er der en tavshedskultur. Vi samles om noget, der er større end os selv. Begge steder handler det om eksistensen, om hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad der er meningen med det hele.

Selvfølgelig kommer det an på filmen og på publikum. Da jeg så ”Sex and the City the Movie” var der rigtig mange popcorn og colaer, og jeg følte mig very old school sammen med de mange unge skønne sild. Men her i filmklub ASTA sammen med jer oplever jeg et fælles fodslag. Det er kærlighed, liv og død, der samles os. 

Den italienske filminstruktør Giuseppe Tornatore lavede i 1988 den selvbiografiske film ”Mine Aftener i Paradis” om sin barndom i en flække på Sicilien og hans venskab med operatøren i den lokale biograf. Også han opdagede som dreng filmens magi. Sammen med byens præst så han som den første de film, der skulle vises. Præsten havde en lille klokke, som han ringede med, hver gang der var optræk til kys. De blev bortcensureret og klippet ud. Mange år senere døde operatøren. Drengen Salvatore, alias Tornatore selv, er blevet voksen og en feteret filminstruktør. Da han vender tilbage til sin gamle vens begravelse, arver han en filmspole med alle de fraklippede kys. Vi kan ikke undvære kyssene, hverken på lærredet eller i livet. […]

I 2001 åbnede vi med den ungarskfødte instruktør Istvan Szabos film ”Sunshine”. Vi havde lige taget afsked med et helt århundrede. Netop dét fordøjer Szabo med sin film, som skildrer en jødisk familie i Budapest i tre generationer. Hvad vi ikke vidste om, da ideen til filmklub ASTA blev søsat, var 9/11. Da ASTA havde sin første visning mandag 24. september, havde vi stadig rystelserne efter terroraktionen i kroppen. Nu den sidste mandag i september åbner 11. sæson med den franske film ”Om guder og mænd”. Om kristne munke på et kloster i Algeriet, der lever i fredelig sameksistens med deres muslimske omgivelser. En film vi kan have hårdt brug for at se.

Min kloge læge, som er mangeårigt medlem af filmklub ASTA, sukkede en dag i konsultationen og sagde: ”Fru Poulsen! Vi to har tunge erhverv. Kunne vi ikke ind imellem se nogen morsommere film?” – Han satte fingeren på et ømt punkt. For komedier er svære at lave. Gode film er ofte alvorlige film, der tager livtag med krævende emner. Men somme tider har vi grinet. Da vi så klassikeren ”Some like it hot”, løftede biograftaget sig under vores latter. Tom Hulce’s upolerede Mozart i ”Amadeus” havde også sine komiske øjeblikke. Ligesom Lars’ kærlighed til en plasticdukke i ”Lars and the Real Girl” kaldte smilebåndet frem. Men når vi lo, så var det ofte ud af den følelse, der balancerer på kanten mellem gråd og latter.

I dag fester vi! Vi fejrer 10 år, 20 sæsoner og 60 film. Vi siger tak til BIO, til Annelise Hovmand for ideen, til Mette Schramm og Peter Lützen, som greb den, og til biografens tålmodige og topprofessionelle per-sonale. Og vi siger tak alle til jer: Medlemmer og publikum og ASTAS venner. I aften fejrer vi skuespiller-inden Asta Nielsen. Vi havde mange navne oppe at vende i sin tid. Men pludselig var navnet der: Filmklubben skulle hedde ASTA! – Asta Nielsen blev født 11. september 1881 og døbt i Matthæuskirken i København søndag 25. september sammen år. Det er præcis 130 år siden.”