ASTA's historie – og et lynnedslag!
Især to kvinder har æren for at Filmklub Asta blev etableret i 2001. De fortjener en lille præsentation.
Tidligere præst ved Vejlø Kirke og Asta Filmklubs 2. formand, Helle Bundgaard Poulsen, har stærke minder om både filmen, kirken og kirkerummet (se uddrag af Helles festtale ved Astas 10 års jubilæum). Og begge dele har været og er livslange passioner – men nu ikke længere i udfoldet i Vejlø og Filmklub Asta.
Netop Helle havde den 23. maj 2001 inviteret var Annelise Hovmand som gæst ved et Kirke & Kro- arrangement i Appenæs. Annelise Hovmand (1924 – 2016) var engageret i dansk film fra 1948 til 1991. I 1955 debuterede hun som instruktør og har en lang filmproduktion bag sig. I Appenæs fortalte hun om sit liv som instruktør og biografdirektør og om sin utrættelige indsats for at give filmarbejderne rimelige vilkår.
Efter mødet blev et par af aftenens deltagere tilbage. Annelise havde – som Helle senere formulerede det – ”sået frøet” til en græsrodsbevægelse, der skulle lave en klub for filmelskere.
18. juni 2001 mødtes Annelise Hovmand, Birgitte Munch-Steensgaard, Niels Hartmann, Ulla Alber og Helle Bundgaard Poulsen om etableringen af en filmklub. I august måned var Asta-konceptet på plads, herunder at Helles bror – Steen Bundgaard, Yellow Advertising, nu: Pura Vida – havde skabt logoet, som en tidløs hyldest til den 3. kvinde i Asta-universet: skuespilleren Asta Nielsen (1881 – 1972) – ofte omtalt som filmens første, internationale stjerne.
Niels Hartmann og Ulla Alber forlod senere bestyrelsen og Lars Larsen og Ole Hansen trådte til i deres sted. Og de sidder i øvrigt stadig i bestyrelsen for Asta. Birgitte Munch-Steensgaard er udtrådt af bestyrelsen i 2021 p.g.a. sygdom, men fortjener hæder og tak for 20 års tro tjeneste i og for Asta Filmklub.
Arkivmaterialet fra Astas første år er reduceret til næsten ingenting. Et lynnedslag til Helles arbejds- computer og harddisk i 2007 ødelagde alle filer.