Den iranske skuespillerinden Behnaz Jafari har fået tilsendt en selvmordsvideo lavet af en syttenårig pige fra en lille landsby i bjergene. Familien havde bundet hende til et ægteskab med falske løfter om, at hun så kunne få opfyldt sin drøm om at blive skuespiller. Behnaz var hendes sidste håb for at opnå det. Den chokerede Behnaz beder filminstruktøren Panahi om råd, da man ikke har fundet liget. Kan den unge skuespiller in spe have forfalsket videoen? Behnaz og Panahi tager af sted til landsbyen for at udfritte de lokale. En film, der befinder sig i et krydsfelt mellem socialkritik, symbolisme og eksotisk dramatik.