Makkerparet Eric Toledano og Olivier Nakache fik med filmen “De urørlige” (2011) sat gang i både lattermuskler og tårekanaler – med historien om det usædvanlige venskab mellem en handicappet, hvid mand fra den absolutte overklasse og hans sorte hjælper. “De særlige” har træk til fælles med 2011-produktionen, men vinklingen er skarpere. Bruno og Malik er ildsjæle og nære venner – med henholdsvis fransk og algiersk baggrund – der drives af en passion for at give udstødte og samspilsramte unge et alternativt værested, hvor sygehusvæsen og institutioner har givet op. Baseret på en sand historie har “De særlige” både et solidt blik for det nødvendige samspil mellem kristne, jøder og muslimer og for konsekvenserne af institutionssystemers udsultning og lukkethed. En rørende og seværdig film med en dramatisk kurve, hvor idealisme og institutionsforstening støder sammen.