”Overvældende… et mesterværk i dansk film”, skrev Jacob Levinsen i Soundvenue. Og en prisvinder i den helt store stil ved talløse filmfestivaler. Indstillet til Nordisk Råds Filmpris 2021.
Jonas Poher Rasmussens animation er en stærkt gribende fortælling om Amin på 36 år, der har succes med karrieren, men gribes af angst, da kæresten Kasper frier til ham. Hvis Amin skal leve sit liv fuldt ud, må han afsløre den hemmelighed, han har båret på i mere end 20 år – helt tilbage fra barndommen i 1980’ernes Kabul i Afghanistan – med vestlig musik i øresneglen og actionfilmhelte på væggen. Borgerkrigen splitter splitter hans familie til atomer og sender 11-årige Amin på en farefuld flugt, som først slutter fem år senere, da han ankommer – helt alene – til Danmark.
Den ydre ramme om historien vil være velkendt fra årtiers nyhedsudsendelser. Men Amins historie og filmens stærke billedside føjer nyt stof til vores forståelse.
Vi arbejder på at få Jonas Poher Rasmussen til at indlede visningerne den 25. april!