Cornelis Vreeswijk ”Somliga går i tråsiga sko”

Sæson efterår 24, november

Indledning v/ Yvonn Anastazia Lindberg

Aftenens film handler om et ganske særligt menneske,

Han var et enestående sangtalent, han var visesangeren Cornelis Vresvijk,

Vi skifter genre; filmen er en dokumentarfilm med fokus på mennesket bag manden og bag musikken.  Nogle af jer kender måske hverken manden eller musikken; andre som jeg opdagede ham i ungdommen.

Når vi har valgt at medtage denne film i Astas program skyldes det bl.a. at Jesper, biografdirektøren fortalte, at han aldrig havde modtaget så mange positive mails og facebook tilkendegivelserne, som netop om denne film. Den berørte i den grad publikum.

Cornelis er oprindelig hollænder, indvandret med sine forældre til Sverige, han er altså af anden etnisk herkomst end svensk, men et menneske, hvor integrationen er lykkedes. Han er i den grad gået i svenskernes hjerte, således at han i dag regnes blandt de største svenske visesangere, troubadourer Carl Michael Bellman og Evert Taube.

Cornelis fortæller med sin guitar om livet, livets flygtighed – og fremfor alt om menneskerne på samfundets bund: Drankerne, narkomanerne, folk på samfundets skyggeside, som han selv var en del af.

Hans plader sælges stadig i Sverige og nogle hævder, at hans status i Sverige kan sammenlignes med Poul Dissing, Benny Andersen, og John Mogensen i Danmark, vel at mærke hvis man lægger de 3 danskeres status sammen.

Da Cornelis i sit liv i en periode flygtede til Holland for at gøre karriere der, lykkedes det ham ikke i samme grad at nå hollænderne – han var blevet for svensk

Jeg fandt tidligt ind til Cornelis, måske fordi min farmor var svensk, så jeg sang med på visen om ”De tråsige sko”, ”Felicia” der forsvandt og ”Veronica” i 70 rene. Dengang man naturligt kunne slå sig ned, hvor en sad og spillede guitar, synge med og være en del af fællesskabet. Ingen af disse kendte viser er med i filmen, men der er mange andre med om Vreesvijks kvinder, hans 3 koner og den chilenske-svenske kvinde Fatima – narkomanen, han både sang om og fik ud af hendes fatale misbrug.

Hans visestil er inspireret af jazz, amerikansk blues og brasiliansk samba. Han var manden, der bragte sambaen til det ”Stiliga ”Sverige.

Cornelis var en mand, som ikke blot skabte eminent visemusik, men et meget sammensat menneske, som udlevede sine mørke sider og lod sine indre dæmoner gå ud over andre. Han levede op til mundheldet om at ”når sprutten går ind, går forstanden ud”. Dokumentaren som I skal se, viser begge sider – fortæller om hans liv på samfundets bund, om værtshusslagsmål, vold og fængselsophold.

Det siges om ham at brændte sit lys i begge ender. Det gjorde han uden tvivl.

Han skabte meget musik, mange viser, i alt blev det til omkring 35 pladeudgivelser, over 10 bøger, foruden medvirken i 9 film; alt sammen skabt under indtagelse af store mængder alkohol og stoffer.

Få måneder før sin død spillede han en legendarisk comeback koncert på Roskilde Festivalen i Danmark.

Cornelis Vreesvijks døde tidligt, i en alder af 50 år, af leverkræft.

På et tidspunkt efter hans død fandt pladeskabet på, at der burde laves en dokumentar om Cornelis Vreeswijk og gav opgaven til instruktøren Magnus Gertten. Der var da allerede udgivet ikke mindre end 6 biografier om Cornelis og hans liv. Så det er ikke mærkeligt, instruktøren i første omgang tænkte: ”Hvad vil der overhovedet kunne siges mere om Cornelis”

Magnus Geerten er kendt for sin dokumentar om ”Den unge Zlatan” en svensk fodboldstjernes tidlige karriere, og for dokumentaren ”Tusin bitar” om den politiske popsanger Björn Afzelius.

Geertten lod opgaven hvile i 5 år, indtil der var dukket tilstrækkeligt nyt materiale op bl.a. en række unikt intime interviews med Cornelis, da han lå for døden i 1987.

Så kunne ikke Magnus Gertten lade være med at gå i gang.

Gertten fortæller selv, at han undervejs bliv ”lidt nervøs for, om de voldsomme dele af filmen ville få publikum til at udvandre fra biografsalene”. Omvendt synes han det var ”nødvendigt, at vise ham som han var” og fremfor ”at skabe et helteprotræt”.

Men når Geertten efterfølgende har spurgt publikum, har de sagt ”at de stadig elsker Cornelis”. Han fortæller, at” det har givet ham håb, at folk er så tilgivende og har så meget kærlighed, selv Cornelis måske ikke fortjener det” Jeg tænker måske har vi alle større eller mindre dæmoner????

Nu bliver det spændende at se, om I også vil kunne tilgive Cornelis Vreeswijk, når I har set filmen?

Da der i pausen mellem denne og næste forestilling inviteres på vin i foyeren,

vil jeg slutte med en svensk drikkevise. På svensk synges om sprit.

For aftenens skyld har jeg erstattet ordet ”sprit” med ”vin. ”  Skål du gamla, skål du gamla, vi vil inta på vinet samla”.

God fornøjelse.

Den Blå Kaftan

Velkommen i Asta til den sidste film i forårssæsonen. Programmet for efteråret ligger klar og billetsalget til 4 gode film er startet i dag og billetterne kan købes her i Bio eller bestilles på nettet.

I dag/aften skal vi se ”Den blå Kaftan”, en elegant sammenvævet kærlighedshistorie fra medinaen i Salé – lige nord for den marokkanske hovedstad Rabat. Her driver ægteparret Halim (Saleh Bakri) og Mina (Lubna Azabal) en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef (Ayoub Missioui), der deler den samme store passion for syning som sin læremester Halim, der – til gengæld – langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge lærling.

Filmen er instrueret af den marokkanske instruktør og skuespiller Maryam Touzani (1980-) og ”Den blå kaftan” er hendes anden film. Hendes første er den anmelderroste ”Adam” fra 2019, der – ligesom ”Den blå kaftan” var nomineret til en Oscar.

Temaerne i ”Den blå kaftan” er homosexualitet, partnerskab, kærlighed og sorg.

I Marokko er det forbudt mennesker af samme køn at have sex. Og selv om vi skriver 2024 kan det stadig udløse op til 3 års fængsel at være sammen med en man elsker og begærer, men måske blæser der nye vinde i landet, som instruktøren konstaterede i forbindelse med at ”Den blå kaftan” blev udvalgt til at repræsentere Marokko som landets Oscar-kandidat og vandt kritikerprisen.

Den blå kaftan er et nedtonet drama, en nænsomt skildret kærlighedshistorie fuld af varme, empati og liflige dufte – indfanget i de smukkeste, sensuelle billeder af fotografen Virginie Surdej. Læg også mærke til den smukke underlægningsmusik, som danske Kristian Selin Eidtnes Andersen har komponeret.

Og så er filmen i øvrigt en co-produktion med det danske selskab Snowglobe.

Den blå kaftan er en del af Filmporten – med 6 stjerner i Jyllands-Posten, hvor Katrine Sommer Boysen kaldte den et ”Mesterværk. Berusende og forførende”.

God fornøjelse!

”Et sekunds lykke”

God aften, Asta!

Denne forårssæson har stået i Frankrigs farver! Og sæsonafslutningen ”Farvel Herr Hafmann” er en fransk-belgisk produktion.

Men i aften tager vi hele vejen til Kina.

Kina har haft en filmproduktion siden 1912 – men slår således ikke Nordisk Film, der etableredes i 1906.

Men vi springer frem til Maos nationalisering af den kinesiske filmindustri i 1949. Man etablerede Beijingfilmstudierne samt flere regionale filmstudier. Samtidig oprettedes et netværk af mobile biografer til brug for den uoplyste landbefolkning. I aftenens film kan der anes en vis hyldest til disse rejsebiografer.

Hvor vestlige filmproduktioner fra første færd udviklede forskellige genrer – med hver deres præg og målgrupper, tillod det kommunistiske parti kun én genre – som også var Maos yndlingsfilm – nemlig revolutions-operaerne, og kun til et nationalt marked. Jeg spoiler ikke noget ved at afsløre, at aftenens film har en kort sekvens – i sort/hvid – fra én af disse revolutionsromantiske produktioner. Selv den kinesiske efterkritik af denne periode (1966-1976) kalder denne periode for ”de ti tabte år i kinesisk film”.

Filmakademiet og uddannelserne til en filmproduktion blev åbnet og lukket flere gange. Men har siden 1978 været i god, om end politisk kontrolleret, drift.

Aftenens instruktør, Zhang Yimou (født i 1950), hører til den såkaldt 5. generation af filmfotografer og filminstruktører, der har gjort sig godt i udlandet og vundet talrige priser på vestlige filmfestivaler. Hvis I har været så heldige at se ”At leve”, ”Under den røde lygte”, ”Den forbudte by”, ja, så har I fået en klar fornemmelse af det høje filmiske niveau hos Zhang Yimou.

Problemer med myndighederne resulterede i 1996 i en ny filmlov, hvorefter det var og fortsat er forbundet med fængselsstraf at lave film uden forhåndsgodkendelse af alle detaljer.

”Et sekunds lykke” er Zhang Yimous seneste film – og bliver formodentlig også hans sidste. Alle hans film har haft kinesisk historie som en ydre ramme – og, trods det dæmpede toneleje, har han jævnligt haft vanskeligheder med at få sine film ud.

”Et sekunds lykke” skulle have haft premiere på Berlinalen i 2019. Men filmen blev trukket fra hovedkonkurrencen i sidste øjeblik med en forklaring om »tekniske problemer i postproduktionen« – øjensynligt et kodeord for censur fra de kinesiske myndigheder. Efter en omgang mere i klipperummet kom den til Danmark i sommeren 2022.

Ganske lidt om historien: en mand er flygtet fra en arbejdslejr under kulturrevolutionen i Kina. I en biograf langt ude på landet håber han at se en propagandistisk ugerevy, som hans datter angiveligt optræder meget kortvarigt i. På dét alter må han grueligt meget igennem og på sin egen snurrige facon får Zhang Yimou demonstreret styrken i de levende billeder. Som i ”Mine aftener i Paradis” er filmen en hyldest til mediet, der trænger igennem allehånde politiske dagsordener og bringer glæde og samling hos publikum.

‘Et sekunds lykke’ er fuld af kærlighed til både filmens kraft og det fysiske filmmedie – med skønne billeder af de dedikerede borgere, der med stor omhu renser, tørrer og opruller den analoge film. I skal nyde filmens  storladne billeder af karakterernes ensomme færden i den golde ørken.

Zhang Yimou hylder flere af de gamle mestre i denne film. De første tyve minutter af “Et sekunds lykke” er nærmest en stumfilmhyldest til Charlie Chaplin og Buster Keaton. Næste ’spole’ rulles over 1930’ernes og 1940’ernes rablende, amerikanske talefilms-komik (screwball-comedy). Og filmens sidste dele er næsten en hyldest til årtiers velskrevne filmdramaer.

Go’ fornøjelse!

Leif Jacobsen

”Faldne Blade”, 25. marts 2024:   

Vi er godt i gang med den første sæson, hvor månedens film bliver vist 3 gange! Bestyrelsen vil gerne måle succes med andre alen end det helt simple: hvor mange medlemmer, kan vi mønstre?? Men selvfølgelig blev vi begejstrede over det aktuelle medlemstal: 339 – en fremgang på ca. 100!!! Dét er vi vildt stolte over!!!

Vi ses igen den 29. april til sæsonens sidste film – hvor også programmet for efteråret 2024 vil være parat til uddeling.

I dag skal vi igen en lille tur til Finland og besøge landets største filminstruktør gennem tiderne: Aki Kaurismäki.

”Faldne Blade” er en romantisk komedie – men meget langt fra de vanlige gevandter, kategorien ”romantisk komedie” klæ’r sig i! Humoren er skæv, og romantikken er akavet, filmens par er kejtede og livsramte til den grå side, men med kampgejsten i behold.

Filmens kvindelige hovedrolle som Ansa spilles af Alma Pöysti, der om temaet har sagt at ”det er en film om ensomme mennesker, hver med deres bagage, der mødes sent i livet. Og det kræver mod at forelske sig senere i tilværelsen.”

Dét er en særdeles brugbar vinkel på stoffet. Og Kaurismäki tilføjer så yderligere nogle typiske træk fra hans filmforståelse: de få replikker er underfundige med underspillet humor. Og filmens farver er naturligvis præget af biograf-rød, petroleumsblå og flaskegrøn.  

Disse dele går igen i Kaurismäkis filmproduktion. En anmelder betegnede “Faldne Blade” som en dejlig, men overordentlig lille film – nærmest som en ros og en anerkendelse af at ikke alle historier og temaer gør sig godt/bedst i flotte billeder og storslåede tableauer. Det, folk elsker synes at være den nostalgi, der er indbygget i en Kaurismäki-film. Denne tidløse og helt ukrukkede afsøgning af det væsentlige kan være årsagen til hans mange filmpriser: vi genkender det akavede og ’pletterne’, hvor vi insisterer på os selv.

Kaurismäki fortæller oprigtige historier om marginaliserede mennesker, der kæmper for de basale ting – mad, husly, værdighed, kærlighed. Men filmene selv er knastørre komedier, der opmuntrer os til at grine af hovedpersonernes ulykker, eller i det mindste af absurditeten i verdens ligegyldighed over for dem. Og ved at skildre sådanne sympatiske underdogs med en så køligt løsrevet pensel, fremkalder Kaurismäki de allerbedste sider i os publikum. Når filmen løber ud og sallyset tændes kan du føle dig radikaliseret – ikke til våben, bulder og brag, men til mere empati.

Og næsten som Quentin Tarantino har Kaurismäki en hang til at lege med referencer til og stumper fra populærkulturen. På Ansas og Holappas første date går de I biografen og ser Jim Jarmusch’s gyser-komedie “The Dead Don’t Die”. Gyser-komedie!! Men det en indforstået og gensidig joke, der har stået på gennem mange år: Kaurismäki og Jarmusch giver små, filmiske nik til hinanden med en hyppighed, der gør det svært at afgøre hvem der gjorde hvad først.

”Faldne Blade” vandt Juryens Pris på Cannes Film Festivalen 2023, og den blev nomineret i alle hovedkategorier ved European Film Awards: bedste film, bedste instruktør, bedste manus – samt bedste både mandlige og kvindelige skuespiller.

Holappas noget kraftige indtag af alkohol er baggrund for filmens eneste konflikt. Og apropos alkohol: finnerne drikker lidt mere end danskerne: 10,6 liter årligt mod danskernes 9,7 liter. Men ikke mere pimpen! På med Kaurismäki!

Leif Jacobsen

Farvel Hr. Haffmann

I dag/aften går turen til Paris. Vi skal se det franske drama ”Farvel hr. Haffmann”, som foregår i Paris i 1940 og handler om Francois Mercier (Gilles Lelouche), der er ansat hos den velanskrevne jødiske juvelér Joseph Haffmann (Daniel Auteuil), og som drømmer om at starte familie sammen med sin elskede Blanche (Sara Giraudeau).

Da den nazistiske besættelsesmagt nærmer sig Paris i 1940 sender Joseph Haffmann sin kone og 3 børn på flugt ud af landet – og han vil selv følge dagen efter, når han har arrangeret en overdragelse af butikken til sin assistent Francois Mercier og dennes kone Blanche. Han har lånt Francois Mercier pengene til købet mod at denne leverer nøglerne tilbage efter krigen.

De nye ejere flytter ind.

Men Joseph Haffmann når ikke over grænsen og må vende tilbage og spørge om logi i kælderen. Det giver så Francois og Blanche mulighed for at overtage hans liv på etagerne ovenpå.

Mens den altid gode Daniel Auteuil mest bruger sine udtryksfulde øjne til at være bekymret i kælderen, får Lellouche og Giraudeau lov til at spille hele rejsen fra stemningen af at have vundet i lotteriet til den stadigt

sværere relation mellem Francois og Blanche. Der er godt gang i det ægteskabelige drama, mens den halte og sterile Francois får smag på mere i livet og inderligt ønsker sig anerkendelse for det smykkehåndværk, han måske har talent for, men i hvert fald endnu ikke mestrer.

Francois får som en Anden Verdenskrig-udgave af Walter White fra Breaking Bad stadig lyst til mere og forsvarer sine tvivlsomme valg med, at han gør det hele for Blanche og det barn, han pludselig også på udspekuleret vis drømmer om at få.

Filmen blev delvist skudt under Corona pandemien, og Cavayé har fortalt, hvordan visse scener derfor blev tænkt om, så man i stedet for at se kvarterets jødiske samfund blive deporteret i en scene med mange statister for eksempel ser deres tilfældigt efterladte ejendele på fortovet bagefter.

De valg styrker kun det intense karakterdrama om en krigs mange forskellige menneskelige konsekvenser, opportunisme og identitetstyveri, som i høj grad lever af, at ”less” i de rette hænder kan være ”more”. I hvert fald, hvis man har en engagerende grundhistorie, et velskrevet manuskript og tre fremragende spillere i front.

Hændelsen.

Sidste år Annie Ernaux fik nobelprisen i litteratur for sit samlede forfatterskab. En af hendes romaner ”Hændelsen” er blevet filmatiseret og er instrueret af Audrey Diwan. Hun fik overrakt ”Den gyldne Løve” på filmfestivalen i Venedig (2021) af en enig jury. Det er den film vi skal se i aften.

Det er en glimrende anledning til at sige lidt om ”Hændelsen” som bog og som film – fra ord til billeder.

 I kender måske den gamle anekdote om de to geder, der står på en mark og gumler på en filmrulle? Så siger den ene ged til den anden: jeg kunne nu bedre lide bogen.

Så – hvad er bedst bogen – bogen eller filmen? Er det blot en smagssag? Jeg kender selv til det at have læst en bog og så bagefter at blive skuffet over filmen.

For at få en fornemmelse af hvor mange af jer, der vil kunne opleve den form for skuffelse i aften, tillader jeg mig at spørge: hvor mange af jer har læst bogen ”Hændelsen”?

Oplægget i dag drejer sig om ”Hændelsen” både som roman og som film.   

Men først noget om den 80 årige Annie Ernaux. Hun har en ikke-boglig baggrund. Hun kommer fra en række jordløse bønder, arbejdere og småhandlende. Hun fik som den første i sin familie en studentereksamen og læste videre. Hun tænkte i en ung alder – stolt og naivt – at hun måske engang kunne skrive bøger og blive forfatter.

At skrive blev for Anni Ernaux både at forstå de årsager i hende selv og de samfundsmæssige årsager uden for hende selv, der førte hende væk fra hendes baggrund. Som 60 årig skriver hun ”Hændelsen”, hvor Hun forankrer historien om sin sociale splittelse i den situation, hvor hun som studerende var blevet ufrivilligt gravid. Vi er i begyndelsen af 1960’erne i det katolske Frankrig, hvor der er fængselsstraf til den som får foretaget en abort og til den som assisterer.

I romanen skildrer Ernaux både den unge og den modne udgave af jeg-fortællerens følelser og tanker. Hun skriver: ”Hvis jeg ikke undersøger mit forhold til denne oplevelse til bunds, ender jeg med at bidrage til fortielsen om kvinders virkelighed”.

Hun har en vished om, at en bog kan ændre det personlige liv, til 1) at bryde ensomheden i alle de ting, der lides og begraves, og 2) at få os til at tænke anderledes. Når det uudsigelige kommer frem i lyset er det politisk

 Hvis vi så nu ser på forskellen mellem bog og film lidt generelt, så beskriver en roman personernes handlinger med ord. Den kan fx læses over en week-end eller i en sommerferie. En film varer som regel lidt under to timer og viser handlingerne i billeder.

Der er en række udfordringer i at overføre Hændelsens jeg-fortæller til en film.  Alle refleksioner over ufrivillige graviditet og illegal abort i 1960’erne og sidenhen er skrabet væk i Filmen. Romanen handler om jeg-fortællerens Ungdom og senere liv. Filmen handler alene om de begivenheder i hovedpersonen Annes liv, hvor hun som ung, ambitiøs 12-talspige søger at afbryde en uønsket graviditet.

Den centrale spænding i filmen ”Hændelsen”, og mange andre film i øvrigt, består af sammenhængen mellem følgende 3 dele: Hovedpersonens mål, modstand på vej mod målet og publikums håb og frygt i forhold til hvad der kommer ud af det.

I 1. del er Anne I åbningsscenen sammen med sine veninder. De forbereder sig til fest. Imidlertid sker der noget, som bringer Anne ud af de vante mønstre. Hun får ikke sin menstruation. Det fremtvinger et valg: skal hun have et barn eller fortsætte sine studier. Hun vælger at forsøge at få en abort.  I 2. del forfølger hun så sit mål, mens andre forsøger at modarbejde hende. Veninderne og studierne glider i baggrunden. I 3. del får vi så at se om det lykkes eller mislykkes og hvilke konsekvenser det får for Anne.

I romanen skildrer Ernaux både den unge og den modne udgave af jeg-fortællerens følelser og tanker.  I filmen søger Instruktøren Audrey Diwan at skabe billeder på Annes indre tilstande. Hun sagde modtagelsen Guldløven: ”Jeg ville føre publikum på en rejse ind under huden på en ung kvinde. Under optagelserne tænkte jeg altid: Vi skal ikke se på Anne. Vi skal være Anne”. Bogens ord omsætter hun til totalbilleder, der skildrer handlinger og ofte med en tydelig gestik, som fx når Anne peger på sin mave. Følelserne vises i de mange nærbilleder af Anne – ofte filmet bagfra med håndholdt kamera, så man ser henover skuldrene på hende.

Der skal hugges en hæl og en tå, når en roman skal filmatiseres. Filmen fortæller til en vis grad en anden historie end romanen. Men hvis vi vil afgøre, hvad der er bedst – filmen eller bogen – fordrer det, at vi som de to geder smager både på bogen og filmen.

Afslutningsvis lige et par anmelderuddrag:

I filmen spilles Anne af den rumænske skuespiller Anan-maria Vartolomei, som i følge Information Lone Nikolajsen ”gestalter Anne med et viljestærkt blik – både når hun flirter i studenterklubben og forsøger at udføre en abort på sig selv.” Anmeldelsen slutter med ordene: Gruopvækkende og vellykket.

Katrine Sommer Boysen i Jyllandsposten: ”Den unge kvinde står helt alene med sin uønskede graviditet i den fremragende ”Hændelsen” – En smuk og uafrystelig film”.

Johanne Høgfeldt i Soundvenue: ”Jeg måtte se abortscenerne med hænderne for ansigtet”.

God filmoplevelse.

Ole Hansen.

God aften og velkommen til efterårssæsonen i ASTA, hvor vi skal se fire gode film , der som sædvanlig spænder vidt.

I eftermiddag og i aften skal vi se Io Capitano af den italienske instruktør Matteo Garrone, som især er kendt for gennembrudsfilmen ”Gomorra” om den italienske mafia.

I dagens film møder vi de to unge Seydou og Moussa i Dakar, Senegals hovedstad. De er bedste venner og fætre og har et godt liv med deres familier, musik og fodbold, men drømmer om en anden tilværelse og alle de muligheder for at tjene penge og blive professionelle musikere, som de ser på de sociale medier, at der er i Europa.

Vi følger de to drenge på deres strabadserende tur tværs over Sahara til Libyen og videre mod deres ønskede mål, Italien.  Undervejs møder de både menneskelig elendighed, desperation og brutalitet, og det kan lyde som en meget barsk film, og det er det også, men filmen har faktisk også en optimistisk og håbefuld tone, som underbygges af både fotografering, lyd og musik.

Handlingen bliver især båret igennem af Seydou, der som kaptajn i sit eget liv (io capitano) har stor viljestyrke og til trods for alle de prøvelser de går igennem skildres mere som en helt end et offer.

Der er også en god portion eventyr og magisk realisme over filmen, som nogle anmeldere beskriver som en slags moderne udgave af Homers ”Odysseen”.  Det er med til at give filmen en vis lethed, selv om instruktøren virkelig ikke lægger fingrene imellem i skildringen af drengenes og mange andre afrikaneres vej mod Fort Europa. Filmen er da også baseret på historier instruktøren har fået fortalt af virkelige migranter og flygtninge.

Den smukt fotograferede film (fotografen er Paolo Caneras) har ifølge Informations anmelder en lidt bittersød slutning, som kan fortolkes på mange måder og som på begavet vis forholder sig til virkeligheden. Så der bliver noget at snakke om på vejen hjem fra Bio.

Endelig skal det lige nævnes at filmen var Italiens bidrag til en Oscar i kategorien ”bedste udenlandske film”, men her var det ”Zone of interest” der løb af med sejren – og den skal vi se i næste måned i Asta. Instruktøren af aftenens film modtog en sølvbjørn ved Venedig-festivalen, hvor den unge Seydou tillige fik prisen for Bedste Debuterende Skuespiller.

Rigtig god fornøjelse!

”Limbo” Introduktion v/ Yvonn Anastazia Lindberg

Astas program for denne sæson er en invitation til en verdensrejse til 4 kontinenter.

Første kontinent er Australien, hvor filmen ”Limbo” bringer os til. Her skal vi møde den oprindelige befolkning :aboriginals eller aboriginer, som det hedder på dansk. Jeg går ellers ikke ind for at bruge engelske ord, men aboriginer, er for mig et fremmedord, så jeg har valgt at tale om aboriginals.

Det er muligt, I tænker: ”Hvad i Helvedet sker der”, har bestyrelsen virkelig inviteret os til Helvedets forgård? (undskyld mit franske, så uhøvisk taler I selvfølgelig ikke)

Men det er rigtigt, ”Limbo” er en form for helvedets forgård i Dantes klassiker ”Den guddommelige komedie”.

Måske har I som jeg ikke jeres Dante helt present, så jeg vil citere et par tekster om Limbo fra Dante, sang IV:

Den romerske digter Vergil er Dantes fører og ”fører ham ned i den første kreds, der omgir` helvedets afgrund. Her var der efter hvad man kunne høre slet ingen gråd men desto flere sukke, ved hvilke luften omkring os skælved; og grunden var den sorg, dog uden pinsler, som flokkene af børn og mænd og kvinder i store tætte skarer måtte lide”.

Vergil forklarer Dante: ”at disse ikke har syndet, men er her på trods af egen fortjeneste, fordi de mangled dåben… pga denne brist er de fortabte og straffen kun denne at leve uden håb i evig længsel.”

Dantes Limbo er med andre ord stedet for de udøbte, retfærdige.

Det er interessant, at der i dette kristelige univers, af skærsild, paradis og helvede er indrettet en særlig afdeling til de ikke-kristne, bl.a muslimer, buddister mv. som formentligt vil søge andre steder hen til Allah, til Budda … Denne kristne tankegang er udtryk for en uhyre egocentreret selvforståelse, som ja det har Dante ret i, forekommer som en komedie.

Den udtørrede flække i den bagende australske ørken, hvor filmen foregår, hedder i filmen: Limbo. I byen findes sågar et Hotel (Motel)Limbo.

Faktuelt er filmen optaget i byen Coober Pedy i det nordlige Syd-Australien, 850 km fra Adelaide. Byen beskrives nogle gange som ”verdens opal-hovedstad”, pga. stedets mange opal miner. Aboriginals har en stærk tilknytning til området, hvor flere stammer afholder traditionelle ceremonier. Byens navn siges at komme af aboriginal ”Kupa piti”, som sædvanligvis oversættes til” den hvide mands hul i jorden“, ”whitefellow – hole in the ground“.

Filmen havde verdenspremiere på Berlinfestivallen feb. 23, hvor den var nomineret til den Gyldne Bjørn. Den har været nomineret til to filmfestivaller mere og vandt titlen som bedste film v/ filmfestivallen i Brussels i genren krimi og drama. Det er på denne måde Vesten har lært filmens instruktør at kende, den i Australien meget kendte, indfødt australske filmskaber Ivan Sen.

Filmen er i høj grad hans værk, Sen har ene mand ikke bare har instrueret filmen, men også har skrevet manuskriptet og musikken, og yderligere har castet, fotograferet og klippet filmen.

Manuskriptet  er baseret på hans oplevelser i Coober Pedy med den usædvanlige kultur og de underjordiske boliger.

Filmen er optaget i sort og hvid, til dels af tekniske grunde men hovedsageligt fordi de store hvide mineområder omkring byen medvirker til den dramatiske baggrundsvirkning i filmen. En racistisk virkelighed skildres er måske også sort-hvid.

Hovedrollen spilles af Simon Baker(kendt for krimiserier i USA) med tankefuld, stille energi og stor evne til at vise publikum rigtig meget, uden at sige særlig meget. Hans og Ivan Sens store følsomhed gør dem til et genialt makkerpar.

I den kvindelige hovedrolle ses Natasha Wagonen, også aboriginer, hun leverer en stærk præstation som en overlever, der er slidt hård af livet, men stadig længes efter varme og afklaring.

Omdrejningspunktet for filmen er opklaringen af et 20 år gammelt mord på en ung aborginal teenager, Charlotte Hayes.

Det bliver en barsk efterforskning, der lag for lag afslører den strenge opdeling i det ludfattige, lukkede samfund, samt hvordan samfundet har været præget af racisme og vold.

Gennem efterforskningen udfoldes et portræt af eftertidens Australien, i de 20 år der er gået siden mordet.  Portrætteringen vises med stor følsomhed og indlevelse og medvirker til at gøre det til en film, man husker. Iflg. en australsk anmeldelse formidler filmen på sin stille men kraftfulde måde, ”hvor langt vi endnu ikke er kommet i vores samfund”.

I kan se frem til at se en stærkt smuk, politisk film. Over et glas vin er det oplagt at diskutere hvordan filmens titel: Limbo med de retfærdige, udøbte, der lever uden håb og er dømt tilæ evig fortabelse passer på temaerne i filmen.

Og hvilken rolle spiller kristendommen?

”Mellem 2 verdener” Introduktion v/ Yvonn Anastazia Lindberg

Aftenens film er på mange måder i tråd med sidste Asta film.

Vi fortsætter både i det socialrealistiske og i det franske; og forlægget for filmen er ligesom sidst en bog.Alle som er med på det franske ved, at hest hedder cheval og så er det derud af. Det gælder dog ikke byen  Ouistreham, hvor filmen foregår. Der har jeg måttet undersøge , hvordan franskmænd udtaler det.”Uistriam”

Vi skal se den franske film ”Mellem to verdener”, som er en socialdokumentarisk fiktionsfilm. Filmen er baseret på dokumentarromanen ”Le Quai de Ouistreham”’ af journalisten Florence Aubenas, en roman som omhandler de flere og flere løsarbejderes flakken fra det ene lortejob til det andet. Filmen sætter fokus på sammenholdet mellem kvinder i nogle af de allermest ”lausige” rengøringsjobs.

Vi skal ud på sejllads med færgen der sejler mellem Portsmouth i England og havnebyen Ouistreham, i Caen, Normandiet. Det er en anderledes sejlads vi skal ud på, ikke som når vi tager færgen til Bornholm, med Kombardu. Vi skal besøge de usle arbejdsforhold, som gælder for holdet af rengørende løsarbejdere.

Færgen er et glimrende billede på, hvad filmen handler om. Færgen sejler helt konkret mellem 2 verdener: Frankrig og England. Der er modsætningen mellem de velbjergedes verden og den færge- underklasse verden, rengøringsarbejderne lever i.

Filmens hovedperson, Marianne placerer sig på samme tid i de 2 verdener; Hun arbejder under cover som rengøringsarbejder, men tilhører i virkeligheden overklassen i Paris. Det er generelt en vanskelig manøvre at stå med et ben i hver sin lejr og bedre at samle benene på et ståsted. Hermed den underliggende spænding i filmen, for hvem siger at bukserne holder???? Kan Marianne opretholde sin fiktive identitet? Eller bliver hun afsløret?  Er venskab, der bygger på en løgn, reelt noget værd?

Filmen er meget usædvanligt instrueret af en forfatter, nemlig forfatteren Emmanuel Carrére, som har skabt en enkelt film ud over denne.

Det er velkendt, at bølgerne i de seneste år har gået højt med bevægelsen De gule vestes modstand mod præsident Macrons manglende forståelse for det glemte og økonomisk trængte folk i bunden af samfundet.

Filmens instruktør placerer sig i den meget socialrealistiske franske filmgenre, en genre som i disse år fjerner sig kulturelt og socialt fra film, der handler om følelseslivet for de velbjergede kulturradikale på venstre Seinebred.

Hovedrollen spilles af Juliette Binoche. Hun er en af de mest anerkendte franske skuespillere og har modtaget et hav af filmpriser.

I kender hende sikkert fra Kieslowskis film ”Blå” og måske også fra filmen ”Den engelske patient”. Hendes dramatiske repertoire er bredt og ifølge mange anmeldelser bruger hun alle sine facetter i filmen, vi skal se om lidt. Det kan næppe blive bedre.

I filmen deltager også en række amatør skuespillere fra lokalområdet.

Juliette Binoche har sandsynligvis medvirket til at løfte deres spil. De spiller virkelig godt og er i høj grad medvirkende til, at filmen virker autentisk.

En anmeldelse peger på den franske filosof Alain Badiou, som er kommet med en etisk kritik af den velmenende vestlige humanitære tænkning. Han er bl.a. er kendt for at sige, at medfølelse er foragt for menneskedyret. Dvs. at vi gør os selv større og bedre en anden, når vi viser medfølelse.

Både Marianne og vi som tilskuere føler med løsarbejderne på rengøringsholdet, som Marianne arbejder sammen med.  Skal vi tænke med Badiou, bør vi overveje om vores medfølelse en form for distanceret følen sig bedre end dem? Og om vi kommer til at føle en tarvelig selvtilfredshed over vores egen medfølelse?

Anmeldelsen peger på, filmen giver en tiltrængt sviende lussing både til den franske overklasse, som Marianne repræsenterer. På samme måde får vi som tilskuere et slag i ansigtet, fordi vi på samme måde føler medfølelse med løsarbejdernes reelle prøvelser og groteske forhold, Vi tror vi ved, hvad det vil sige at være på bunden af samfundet, men aner reelt ikke, hvad det handler om.

Nu vil jeg overlade jer til at opleve filmen og Juliette Binoche og lade det være op til jer at mærke efter, om I også oplever filmen som et slag i ansigtet ?– eller ”måsen” om I vil. 

Enjoy.

Monster

Lange film kræver korte oplæg. Monster er lidt over 2 timer lang.

Filmens instruktør japaneren Hirokazu kor-Eda har sagt: ”Jeg viser mennesker, som vi tror, at vi ser, men som vi reelt ikke ser – og da slet ikke som de er. ”

Et af Filmens ærinder er da også at etablere en anderledes forståelse af det vi umiddelbart ser og hører.

Så Hvem fortæller sandheden, om hvad der skete i skolen, da 5-klasse drengen Minato fik en blodtud – og hvis hånd var det, der berørte Minatos kind. I begyndelsen af filmen følger vi Minatos mor, som er ved at gå ud af sit gode skind. Hun forstår ikke, hvad der sker med hendes søn, der opfører sig yderst mærkværdigt.

Hun får mistanke om at læreren mobber ham og hun konfronterer rektor og dele af lærerkollegiet med sin mistanke. Skolen synes at stå ligegyldigt over for moderen. Hun får ikke noget egentlig svar. Læreren fremkommer fx med en automatundskyldning – uden på noget tidspunkt at se hende i øjnene. Indtrykket er en skole præget af ligegyldighed. Ude plads til empati – kun strategisk manipulering

Filmen er delt op i Fire dele med hver sin fortællervinkel. Først er hovedvægten lagt på Minatos mor, Herefter får vi henholdsvis indblik i lærerens og rektors situation. I sidste del følger vi Minatos venskab med drengen yori.

Monster bliver en undersøgelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Vi oplever hvordan beskrivelserne af lærerens og rektors situation kaster nyt lys over hændelser, der allerede er fældet dom over.  Sandheden kan være umulig at se, hvis man kun har en vinkel på en begivenhed.

Hirokazu kor-Eda:  fortæller historier om helt almindelige mennesker og deres kampe for at finde et sted, hvor de hører til og nogen at holde af – og nogen  de kan  holde sig til. Det handler menneskers relationer til naturen, til sig selv og til den sociale verden. Og hvis vi skal op på den høje klinge -om eksistensen som helhed.

Ud fra en relations-betragtning er Monster en undersøgelse af hvad der hæmmer og dermed måske også kan fremme gode relationer. Det handler om måder at omgås hinanden på i et parforhold, i et venskabsforhold, i familien, men også om mobberi i skolen både blandt børn og voksne.

Kore-Eda ser sig selv både som japansk instruktør og universel historie fortæller. Han mener fx. at Mennesker i Japan, Korea og Europa ikke er så forskellige endda. Eksempelvis kan en skoleledelse i Danmark jo også være vankelmodig og frygtsom over for anklager.

Vores Kulturelle baggrund og verdensbilleder er dog på nogle områder forskellige fra japanernes – f.eks. hvad angår normalitet og æresbegreber.

Ifølge filmanmelder Christian Mongsgård kan Film opfattes som en empatimaskine, der giver os mulighed for at leve andre menneskers liv for en tid og opleve andre kulturer og derigennem blive klogere og vokse som mennesker.

I forlængelse Mongsgård er det en god ide at møde Monster med positive forventninger om – at den – på trods af kulturelle forskelle – har noget væsentligt at sige os.

Og så kan den efterfølgende forstås og tolkes på rigtig mange forskellige måder end de just nævnte.  F.eks. ud fra spøgsmålet: Hvem er filmens egentlige monster?

Ole Hansen

Munch   

Nogle venner tog Oslobåden bl.a. for at se Munchs malerier på det nye museum i Oslo. Som tidligere undervisere mente de at et sådant besøg krævede forkundskaber. De så derfor aftenens film Munch forinden. Og syntes ikke de fik så meget ud af det. Problemet er nemlig at filmen også kræver forkundskaber – i alle tilfælde i forhold til filmmagasinet Ekkos anmelder Bo Tao Michaelis. Jeg har set filmen og er enig med ham. Den kan være svær at få styr på grund af sin episodiske karakter.

Så oplægget i dag er både tænkt som en intro til filmen og en udbygning af dens tilgang til Edvard Munchs værker.

Edvard Munch er ifølge Instruktøren Henrik Dahlsbakken relevant i dag. Alle kender ”Skrig” af Edvard Munch, men selv i Norge er der mange der ikke ved meget om hans liv.  Det er ellers nærmest er en forudsætning for at forstå Munchs værker ifølge instruktøren. Under arbejdet med filmen kunne han relatere sig til Munchs emotioner og hans valg i livet.  Et forhold han via filmen gerne vil overføre til det moderne publikum.  Den skal altså ideelt også handle om os.

Henrik Dahlsbakken har valgt fire forskellige nedslag i Edvard Munchs liv for at vise hans forskellige sindstilstande. Vi får således fire mindre film, der spiller op mod hinanden og spejler sig i hinanden. Det enkelte nedslag har hver deres manuskriptforfattere samt forskellige skuespillere hovedrollerne. Endvidere er episoderne filmet på hver sin måde for at understrege Munchs forskellige sindsstemninger. Eksempelvis er et af afsnittene domineret af sort/hvid billeder og et afvigende format og i et andet afsnit ser vi Munch med mobiltelefon til en syret technokoncert i dagens Berlin.

Der er ingen tidsrækkefølge i filmen. Filmen er bygget op som en rammefortælling, hvor den sene Munch ser tilbage på sit liv. Det er under 2. verdenskrig hvor Norge er besat. Derfra til midten af 1880erne, hvor vi ser en den unge maler og hans forelskelse i en gift kvinde, Milly Taulow. Videre til Lukningen af hans første separat-udstilling i Tyskland  i 1892 – filmet on location i dagens Berlin. Her møder han en fremmed som synes han skal kaste håndklædet i ringen – hvilket får Munch til i raseri at udlægge nødvendigheden af kunst og kreative processer. Næste episode handler om hans indlæggelse på Jacobsons nerveklinik i København omk. 1910 – Her udforskes slægtskab mellem galskab og kunstnerisk skabelse yderligere. På klinikken måtte han vælge mellem at dø af alkoholforgiftning eller bruge al sin tid på at producere kunst. Han valgte heldigvis det sidste. 

Instruktøren Henrik Dahlsbakken mener at filmen kan betragtes som en udstilling, hvor man går fra det et værk til et andet. Dermed får man ikke blot et indtryk af Munchs sindsstemninger – men også en beskrivelse af en kunstner. Han håber på en større forståelse af Munchs værker gennem en større forståelse af Munchs liv. Altså hovedsageligt en biografisk tilgang

Det er oplagt at der er en forbindelse mellem en kunstners personlige erfaring og hans værker men ikke helt så oplagt, hvori den forbindelse består. 

Et bud på forkundskaber til en forståelse af ”skrig” og Edvard Munchs andre værker her en kort kronologisk gennemgang af faserne i hans kunstneriske virke

Født 1863. Den første fase er læringsår, hvor han maler sig ind i den daværende tradition, som han bryder med 22år gammel (Det syge barn). Han arbejder herefter med mange forskellige stilarter (fra realistisk malede havnemotiver til klassisk impressionistiske gadescener). Efter den afviste Berlinerudstilling i 1892 og frem til århundredeskiftet malede Edvard Munch de værker, som vi oftest forbinder med ham.  Billeder som Skrig, Vampyr, Melankoli, jalousi og Pubertet. De blev malet i periode på knapt 10 år. De sidste 40 år af sit liv – forlod han det symbolistiske sprog og malede en helt anden slags billeder – en anden slags motiver.

Hvis ”Skrig” også blev set som et værk i sammenhæng med Munchs forskellige faser ville det måske komme til sin ret som kunst og ikke blot være et dekorativt motiv på en pude eller en banal emoji på en Iphone. 

I et perspektiv, som også inddrager Munchs kunstneriske udvikling, handler ”Skrig” som værk om fremmedgørelse – om at se verden for første gang i en 60 årig lang kontinuerlig søgen efter mening.  Og det er vel også en problemstilling nogen af os kan se os selv i.

Jeg spurgte en gang en asta-tilskuer om han syntes at en just set film var god. Han svarede det ved jeg ikke endnu. Det var for mig at se et rigtig godt svar. Almindeligvis opfatter vi umiddelbart en film emotionelt, mens vi ser den.

Men for at afgøre om en film er god kan det være en ide at give den en tanke når rulleteksterne er forbi. Munch kan fx tjene som affyringsrampe for en større diskussion om naturen af kunst, død og kærlighed.

God fornøjelse.

Ole Hansen.

 I en af Storm P.’s fluer siger en selvhøjtidelig foredragsholder: ”Jeg vil nu give jer et overblik over mine to første foredrag – inden jeg begynder på indledningen til det tredje”. Imens falder tilhørerne i søvn.

Tilsvarende inddrager jeg de to sidste Asta-film i mit oplæg om filmen ”Perfect days”  om lokumsrenseren Hirayama. Det er mit håb, at I ikke falder i søvn.

Filmen er instrueret af den tyske nu 80 årige Wim Wenders. I kender måske nogle af hans andre film fx ”Buena vista Social Club” og ”Himlen over Berlin”. For ham er film en kunstart, der er hårdt brug for – ikke blot som underholdning, men som en måde at konfrontere os med verden på og søge svar. Når historie og filmsprog går op i en højere enhed kan vi blive emotionelt udfordret og måske opleve følelser som had, kærlighed, vrede, glæde, magtesløshed. Hvis vi som tilskuere åbner os for en film, kan vores eget forhold til verden blive udfordret, og måske begynder vi at tænke i andre baner.

Som en af jeg sagde til mig efter ”Io Capitano”: Hvordan kan man gøre sådan mod andre mennesker?

Indledningsvis viste ”Io Capitano” et liv uden luksus, men der var mad på bordet og kærlighedsrelationer i overflod. Kærlighed forstået her som en spontan bekræftelse af andre. Så vidt så godt. Men de scener, der viste flygtningenes rute gennem ørkenen, hvor nogle døde, nogle blev pint og andre blev solgt som slaver, påvirkede også mig.

Jeg ved godt, at det sker. Jeg ser både tv-nyheder, holder avis og hører P1, men i filmen kunne jeg mærke det. At få menneskesmugling præsenteret som en historie med billeder har berørt mig dybt.

Jeg har det på samme måde med ”Zone of Interest”, hvor den største forbrydelse (folkemordet) finder sted i Høss’ baghave. Ganske få tyskere rørte på sig den gang – mange var blot tilskuere.   Uden en sådan samfundsmæssig kulde havde Auswitsch næppe været mulig.

Hvordan kan en langsom film om lokumsrenseren Hirayama i dagens Tokyo ses i denne sammenhæng?

Wim Wenders stiller igen og igen de samme spørgsmål: Hvordan bør vi leve? Hvordan kan vi leve? Er der nogen der ser andre muligheder? Han mener at Vesten har droppet ideen om et fællesskab, som vi fx så i ”Io Capitano”, samt at alles motto er blevet: Enhver er sig selv først.

Så hvordan er Hirayamas liv i dette lys?

Hirayama passer sit arbejde samvittighedsfuldt og er fuldt til stede når han rengør de næsten arkitektoniske smukke toiletter. Han hjælper turister, vildfarne børn, fulde forretningsmænd og tissetrængende motorcykelbude. Han sætter pris på det ensartede og rutineprægede. Han stræber ikke efter materielle goder. Han satser på genbrug. Han spiller kassettebånd med god boomer musik, som sjovt nok også omfatter Lou Reeds Perfect Day. Han kikker op og ser lyset spille i trætoppene, som om han her kan få en slags svar. Det er de små magiske øjeblikke i hverdagen, der betyder noget for ham.

Hirayama er ikke sig selv først. Han behandler ikke andre mennesker som ting, man kan skalte og valte med, sådan som menneskesmuglerne gjorde i Io Capitano eller som nazisterne i Zone of Interest. Men Hirayama er sig selv nok. Han lever ikke et liv i et kærligt fællesskab med andre. Han er nærmest tilskuer til andres liv.

Hirayamas drømme antyde, hvorfor han tilsyneladende er helt alene i verden. Diffuse barndomsminder i sort/hvid, lysrefleksioner og skygger, der smelter sammen. Mennesker fra hans fortid dukker op. Der bliver skubbet til de faste rammer om hans tilværelse. Hans comfort-zone bliver sat på prøve. Hvad vil det betyde for hans videre liv? Hvordan bør han leve? Hvordan kan han leve?

For filminteresserede er dette en film, man må se –  så væk sidemanden, tag en dyb indånding, sænk skuldrene og træd i forbindelse med filmen.

Til sidst et japansk digt – Et Haiku – jeg synes passer godt til filmen ”Perfect days”:

Denne verden af dug

Er en verden af dug – og dog

 og dog

God fornøjelse

Ole Hansen

The Woodcutter Story:

Velkommen til efterårssæsonens sidste film! Eller som vi siger på finsk:  hyvää päivää.

Ja, som bestyrelsens eneste medlem med en halvfinsk, halv finsk, baggrund, er det mig der har fornøjelsen af at præsentere Mikko Myllylahtis debutfilm ”Woodcutter Story” – om skovhuggeren Pepe og hans landsby i udkantsfinland.

Men inden da: en kort reklame for næste sæsons program. Som de fleste af jer sikkert ved det allerede er billetsalget til forårets 4 film indledt i dag kl. 10.00. Og hvis I har smugkikket på hjemmesiden eller er faldet over papirprogrammet i foyeren, så I kan se, at medlemsfremgangen i Asta fortsætter. I en grad, der nu udløser en ekstra forestilling kl. 15 på Astas filmdage. Det er nu I kan invitere kollegaen, naboen, de filminteresserede i vennekredsen med til mindeværdige film på det store lærred. Og prisen er kun 200 kr for 4 film! Køb på nettet eller i Bios billetsalg. 

Og husk endelig at nyde et stille glas efter aftenens film.

Til sagen: 

Det er en syret film, vi skal se!! Underspillet humor, absurditeter (som de kun optræder i vores alle sammens liv – og i finske film). En kritiker kaldte ”The Woodcutter Story” for Nordens svar på David Lynch’s Twin Peaks. Der er langt til amerikansk dåselatter, så alle ved, hvornår der sker noget sjovt. Til gengæld vil I opleve et enestående lyddesign og en musik af danske Jonas Struck.

Filmen er blevet rost for det klare afsæt i en finsk ramme: der er sne på, dagtimernes længde er kort – men til gengæld landskabet i dagslys bjergtagende smukt.

Jeg skal selvfølgelig ikke referere handlingen. Men den indledende scene er en nøgle til en stribe andre centrale handlingselementer. En mand i jakkesæt, hvid skjorte og slips, udstyret med en dokumentmappe bevæger sig gennem et nordfinsk landskab, op ad et vegetationsløst bjerg for at nå en simpel træhytte. Slående så uskikket dette by- og kontormenneske er udstyret til turen, blot for at få en underskrift på et dokument: lukningen af et savværk i den nærliggende landsby. De, der har magten over området – med dokumenter, fyldepenne og skæbnesvangre underskrifter – forstår hverken landskabet eller menneskene i det.

Landsbyens mænd mister arbejdet. Tættere på en socialrealisme à la engelske Ken Loach eller de italienske neorealiske mestre kommer vi ikke. Filmen er slet ikke optaget af de sociale og økonomiske sider af arbejdsløsheden. I teaterverdenen har man en undergenre, der kaldes magisk realisme. Dét dækker godt over dét jeg kaldte ’det syrede’.

Finner økonomiserer med talestrømmen. Mikko Myllylahtis destillerer dette yderligere til et flow af dybe, filosofiske betragtninger over eksistens og mening, der nu trues af den nye orden. ”Verden er et smukt og spændende sted. Vi forstår den ikke til fulde!”, siger hovedperson Pepe – i sin rød/hvide termodragt, som han stort set bærer hele tiden – både ude og inde.

Efter lukningen af savværket tvinges mændene til at tænke anderledes om sig selv. Men livslang ordknaphed stiller dem dårligt. Og de filosofiske betragtninger holder ikke i forhold til kvinderne. Og for nogle af lommefilosofferne synes de kloge betragtninger også kun at være et tyndt isdække af civilisation.

Pepe er anderledes. Han gennemgår det værste – men bevarer en ukuelig optimisme. Bakket op af en fisk, der messer ”Håbet lever!”

En særlig scene kræver lidt oversættelse: landsbyen besøges af et synsk medie, der hævder at kunne forbinde de levende med de afdøde. Det kan være Myllylahtis subtile kommentar til resterne af den dybt kristent-pietistiske Korpela-bevægelse, opstået i Sverige i 1800-tallet, og som fik betydelig søgning i Lapland – eller Sapmi – i 1920’erne og 1930’erne.

Konkluderende: tja, en særegen/sær hyldest til livet og håbet. Næsten Kierkegaardsk i fokuseringen på det helt enkle: pligten til at være glad, bare være, i tillid og taknemmelighed. 

Filmen er optaget i Kuusamo – et naturskønt område på 5800 km² og 15.000 indbyggere – eller 3 pr. km² .

Go’ fornøjelse! Og glædelig jul – eller på finsk: hyvää joulu! Vi ses til sæsonstarten i januar 2024!

Ketos!!

Leif Jacobsen

Det overraskede ingen, at ”Zone of Interest” løb med dette års Oscar for bedste, internationale film! I øvrigt foran ”Io Capitano” og ”Perfect Days”.  

Det tog næsten et tiår for Jonathan Glazer at få dagens film realiseret. Som vanligt var arbejdet med at skaffe finansiering til filmen en sej proces: var tiden ikke for længst løbet fra krigsfilmen? Når I har set den – om et par timer – er jeg sikker på, at I ikke vil anskue den som en krigsfilm.

Der en meget betydelig afstand til den traditionelle amerikanske eller engelske krigsfilm fra 1960’erne eller 1970’erne. Tiden har reduceret de fleste af dem til TV-underholdning på en regnfuld, søndag eftermiddag – primært fordi scenen og konflikten er så tydelig og veldefineret, at de ikke efterlader sig nævneværdige spor, når rulleteksterne løber over skærmen. The good guys har vundet igen. Måske er disse simplere dramatiseringer forklarlige i en efterkrigstid?

Men er dramatik i sig selv en bærende kvalitet? Er en film god, fordi den er elementært spændende?

Sandheden er vel snarere at de bedste krigsfilm altid er antikrigsfilm!!

I film som Das Boot, Apocalypse Now og Full Metal Jacket er der ingen sejrherre, ingen helte. Men et intenst nærvær af menneskelig reaktion på fare, forsvaret af eller angrebene på et værdisæt. 

Der er ingen ubehagelige billeder i ”The Zone of Interest”! Med polsk medfinansiering og polske historikeres medvirken i skabelsen af filmen, ja, sågar at de polske myndigheder tillod filmholdet at optage store dele af filmen i de rigtige omgivelser ved Auschwitz, i den rigtige lejrkommandant Rudolf Höss’ hus udenfor lejren, blev den ubegribelige tragedie endnu mere påtrængende for alle medvirkende.

Filmen følger familielivet for Auschwitz-kommandant Rudolph Höss (Christian Friedel), hans kone Hedwig Höss (Sandra Hüller), deres fem ariske børn og deres friske hund. Glazers udgangspunkt var Martin Amis’ roman af samme navn: interessezone eller interessengebiet var en nazistisk omskrivning (eufemisme) for den 40 kvadratkilometer store zone omkring lejren.

Sandra Hüller er tysk films nye superstjerne. Hendes portræt af hustruen Hedwig er en præstation. Et stykke tidsfordriv er Hedwigs interesse for mode – mere specifikt at hjælpe sig selv til at erhverve pelsfrakker, make-up, diamanter, fjernet fra jøder, der kommer ind i lejren, men hendes største passion er havearbejde, så hun har skabt en smuk, perfekt velplejet Edens have i det lille jordstykke ved siden af ​​hendes families villa. Den deler i øvrigt en mur med udryddelseslejren.

Den familiære idyl og adgangen til ekstra berigelse er filmens både småborgerlige og brutale bud på en forklaring på, hvorledes rædselsregimer helt – og let – kan overtage og korrumpere enhver menneskelighed.

Glazers blik er passivt, fast, på afstand. Filmen bugner af faste kamerarammer, især af den blomstrende have og elegante villa. Og apropos de dramatiske grunddele i al teater og film: i filmens replikker er der nærmest kun én konflikt: Hedwig kredser om den familiære ulykke i at ægtefællen forflyttes til en anden kommandantpost. Og intet kan engagere os mindre som publikum!!

Billederne og lydsiden er bærende.  Lejrlyde er hørbare, en næsten konstant ekkolodsbaggrund af terror, og familien har lært at enten blokere dem ude eller blot acceptere dem som en del af den daglige rutine. Helt som forventet fik ”Zone of Interest” en Oscar i 2024 for bedste internationale film – men også en Oscar for årets bedste lyd. 

Omtrent midtvejs i filmen indsætter Glazer en nattesynssekvens af en unavngiven formentlig polsk pige, der i det skjulte samler æbler og efterlader dem i arbejdsområder, som fangerne kan finde. Hun optræder kortvarigt i en scene i dagtimerne uden nogen dialog, bortset fra en stemme, der læser et digt skrevet af en af ​​lejrfangerne. Vistnok et digt som blev fundet i tøjbunkerne i Auschwitz?

Som så meget andet i filmen er denne sekvens en invitation til forklaring: et lille sindbillede på den modstand, der – trods alt – fandtes i.f.t. naziregimet og holocaust?

Jonathan Glazers arbejde er ikke en film, der kan nydes på nogen konventionel måde, men den er værd at holde ud, for vi ved, at sådanne mennesker i al deres rædselsvækkende perversion virkelig beboede og dyrkede og nød interessezonen.

God fornøjelse – plejer vi at sige. Måske er ”glæd jer til en oplevelse af de sjældne” mere passende!??

Leif Jacobsen

Vanskabte Land

I aften skal vi se islandsk-danske Hlynur Pálmasons tredje spillefilm.

Asta har tidligere vist hans ”En hvid, hvid dag” fra 2019.

I ”Vanskabte land” er vi er tilbage i slutningen af det 19. århundrede og vi skal se beretningen om den unge danske præst Lucas, der bliver udsendt til en fjerntliggende del af Island som missionær for at bygge en kirke og fotografere den hårde og golde islandske natur og de folk han møder på sin vej.

Han oplever den enestående natur, men betragter også samme natur afspejlet i islændingene som modstand og hedenskab.  

Fotografen, Maria von Hausswolff, og instruktøren har arbejdet sammen siden de mødte hinanden på Den danske Filmskole. De to er enige om at tid er en meget vigtig resurse; både i arbejdet med filmen og i filmen.  De sidder aldrig på en cafe eller et kontor og får ideer, men får dem på stedet, hvor de optager – uanset vind og vejr. Til aftenens film har de valgt et gammelt, næsten kvadratisk format, et såkaldt 4:3-format, som især blev brugt i stumfilmtiden, og det giver filmen et markant udtryk, som er inspireret af det fotografiapparat som præsten Lucas har med sig til Island.

”Vanskabte Land” er blevet hædret med 3 Bodil-statuetter: Bedste Mandlige Hovedrolle (Elliott Crosset Hove), Bedste Mandlige Birolle (Ingver Eggert Sigurdsson) og Bedste Fotografering (Maria von Hausswolff).

Det er en film der tager sig tid, og som er fuld af smukke, mættede billeder af natur og mennesker

Den kan opleves som instruktør Hlynur Pálmasons hudfletning af tidlig, dansk kolonialisme, og en anmelder konkluderede, at der er ”så forsvindende få originale instruktører på denne jord, at filmen selvfølgelig får fem stjerner, selv om den storhedsvanvittigt burde have forvildet sig til seks. Eller helst syv!”

Se filmen og døm selv!                                 

Rigtig god fornøjelse!